22. juni 2020

Dorthea og hendes sange

I 1889 flyttede en smed og hans kone til Nymindegab med deres fem sammenbragte børn. Han hed Jens Nielsen, hun hed Oline Dorthea Nielsen. Folk på egnen kendte dem som ”æ Sme o Thea”. Thea, eller Dorthea, var født i Ringkøbing i 1854 – og ligesom manden Jens – havde hun været gift før.

Dortheas mand og de andre fiskere vovede livet på vandet. Mange af dem blev derude. Den sorg kendte Thea godt – for hendes første mand, Mads Pedersen, var også fisker og druknede på Ringkøbing Fjord natten til den 1. august i 1880. Hun skrev sange om smerten. Om livet ved havet. Om håbet, troen, angsten, savnet og kærligheden. Nogle sange handlede også om bestemte ulykker.

 

Sangene var på manges læber; de blev sunget i Nymindegab, i nabosognene og rundt omkring Ringkøbing Fjord. Hendes sange blev også trykt og solgt til fordel for fiskernes enker og børn. De hang indrammede rundt omkring i folks hjem, skriver den lokale forfatter Torben Klinting i sin bog ”Fiskerne ved Nymindegab”. Han skriver også:

”Moderen, der gik og syslede i sit Hus eller i Fiskerboden og tænkte paa dem, som færdedes paa Havet og vovede Livet for Hjemmet, for Hustru og Børn, sang sig glad i Dortheas Sange. Børnene sang dem efter og lærte dem. Indholdet laa alle saa nær; thi her blev sunget om Livets og Dødens Alvor.”

Hun signerede sine tekster med D, men alle fiskere i området, vidste godt, at det var Thea – eller ”Æ Smekuen” – smedekonen, der gemte sig bag ordene.

Dorthea i udstillingen

Torben Klinting skriver, at sangene blev sunget på velkendte melodier – og at de hang i glas og ramme rundt om i mange hjem i området. Vi har eksempler på nogle af hendes sangtekster, og sangen her nedenfor er skrevet til Mads Pedersen efter hans død.

Tro i Døden.

0, du stærke, vilde Vove!
Hvor du dog er svær og grum!
Dine Kræfter aldrig sove,
pisker Havet op til Skum.
Brat du lukker mangt et øje
og adskiller mangen Ven,
fører Sjælen mod det høje
til sin Gud i Himmelen.
 
Naar i disse Nætter lange
Stormens Brøl jeg høre maa,
da er det som Klagesange
monne til mit Hjerte naa,
da er det, som jeg kan høre
Afskedssukke stødes ud;
Vindens Vinger let dem føre
til Forældre, Børn og Brud.
 
0, da tænker jeg med Smerte
paa min Mand, min Ven saa kær
brat han reves fra mit Hjerte,
ej jeg ser ham mere her.
Han har vist i Nattens Mørke
raabt til Gud saa inderlig:
“Vær min Theas Trøst og Styrke,
tag min arme Sjæl til dig!”
 
Kunde jeg dog have rykket
til ham i den sidste Stund!
Kunde jeg dog have trykket Afskedskysset
paa hans Mund!
Ene staar jeg nu tilbage
med de tre, de kære smaa.
Herren vil os tro ledsage,
det vi trygt vil stole paa.

Trods flere forsøg på opklarende detektivarbejde er det ikke lykkedes os at fremskaffe et eksemplar af en af de trykte sange – og vi ved heller ikke, hvilke velkendte melodier, de er sunget på. Ikke desto mindre ønskede vi os at have hendes historie med og at inddrage sangene i museets lydkulisse. Derfor har vi, med hjælp fra salmebogen og en garvet organist, fundet frem til tidssvarende melodier, der passer på teksternes versefødder. Og på den måde blev det til, at Dortheas tekst til “Tro i Døden” nu synges på ”Op, min sjæl, thi sol er oppe” i udstillingen. Den har nummer 741 i Den Danske Salmebog og er skrevet i 1704. Teksten – som vi ved har hængt i glas og ramme i folks hjem – er blevet nedskrevet ved den velkendte, klikkende lyd af en skrivemaskine og har fået sin plads på en af museets vægge.

 

I den nye udstilling på Nymindegab Museum kan historien om Dorthea og hendes sange nu opleves i både tekst og lyd. Sangen er indsunget af en af museets medarbejdere, Marie.