31. juli 2020

Æ gaf – ”En udmærket bekvem fiskeplads”

”Æ gaf” – ja navnet lyder helt eksotisk. Specielt hvis man ikke er lokalkendt omkring Nymindegab. Navnet er den lokale vestjyske betegnelse for gabet eller udløbet som førhen løb fra Ringkøbing Fjord og ud til Vesthavet.

Inden man fik lavet en kunstig sluse ved Hvide Sande i 1931, var Æ gaf den eneste forbindelse mellem fjorden og Vesterhavet og før jernbanen blev ført til Ringkøbing i 1876, altså den vigtigste forbindelse ud til den store verden. Men naturens stærke kræfter betød at udløbet hele tiden flyttede sig. På det ældste kort tegnet af Johs. Meyer fra 1650 lå udløbet ud for Skjern ås udmunding. Over de næste 200 år frem til 1845 flyttede udløbet sig næsten 15 km mod syd. Havet og blæsten flyttede store mængder sand, som med mellemrum har betydet at indsejlingen er blevet lukket helt. Snart efter har fjordens vande skabt et nyt afløb længere mod syd.

Det ældste kort (Prospekt) over Nymindegab viser Æ gaf (Indløbet) fra Vesterhavet til Ringkøbing Fjord. Her ser man tydeligt, hvordan Nymindegab har ligget i læ af Holmsland klit (Naturlig havn)

Omkring år 1800 lå gabet ud for det nuværende Nymindegab – men det var nu en mere smal rende som løb mod sydvest. For at undgå oversvømmelser af de lavere liggende engområder, som var vigtige for de lokale bønder, begyndte man fra 1818 med mellemrum at oprense udløbet. En anden grund var at fiskere og fragtskibe behøvede en farbar indsejling til Ringkøbing fjord.

Æ gafs udvikling siden 1650. Gabet rykkede med mellemrum længere og længere mod syd.

En udmærket bekvem fiskeplads

I dag er ikke så let at få øje på, men tilbage i 1870’erne blev Nymindegab regnet for Danmarks største fiskerleje og var forløber for storfiskeriet fra Esbjerg havn. Nymindegabs største fordel, var, at Æ gaf her dannede en naturhavn, hvor skibe kunne ligge i læ for vestenvinden. Det betød at man ikke behøvede at trække bådene på land, som man var nødsaget til på resten af vestkysten, for at de ikke skulle blive knust i brændingen. En anden vigtig ting, der var lige så afgørende for at Nymindegab blev et vigtigt fiskerleje beskrives af den lokale Herreds Fogde i Varde A. C. Wedel Heinen i 1831:

Naturen har nemlig gjort dette sted til en udmærket bekvem fiskeplads, idet Ringkøbing Fjords indløb frembyder lejlighed til at forsyne med es (Madding) af den mængde sild, der i store stimer løber ud og ind af fjorden. Det er nemlig en betingelse for et rigt havfiskeri.”

Om foråret søgte sildene ind igennem Æ gaf og her var det derfor let at fange store mængder af sild, som blev brugt til madding til havfiskeriet. Fra marts til Sct. Hans når sildestimerne var størst valfartede fiskere og esepiger derfor til Nymindegab, hvor de installerede sig i små fiskerhytter – æ fiskerboder eller esehuse. Havfiskeriet blev også kaldet linefiskeri eller bakkefiskeri, opkaldt efter de bakker med line og kroge som fiskerne havde med på Vesterhavet.

Laurits Tuxens billede fra 1879 – Viser Æ Gaf ved Nymindegab med en esepige og havbåde på vej ud til udløbet – Vesterhavet ses i baggrunden

Fiskerne på havet

Det var nogle meget travle og intense måneder for de fiskere og esepiger, som arbejde med fiskeriet. Man arbejdede hårdt og ofte både nat og dag for at fange så stor en mængde fisk og dermed få en så stor indtjening som muligt. Vejret var en stor faktor, for hvor langt man sejlede ud og nogle gange måtte man overnatte på havet i flere dage, fordi vinden var i den forkerte retning. Når krogene var sat, blev bådens anker kastet. Var det dag ventede man en ½ times tid, inden man halede krogene ind. Fiskerne medbragte smørrebrød, men rørte ikke brændevin, når de var på havet.  Om natten varede pausen som regel et par timer, så fiskerne kunne nå at sove lidt.  Når ankeret var taget op, blev krogene halet ind under roning i modsat orden af hvordan de var blevet kastet. Og nu var det så med at få båden roet tilbage ind igennem gabet. Østenvinden blev regnet for den mest gunstige, men var der storm fra Vest, blev indsejlingen gennem Æ gaf farligt og havbåden risikerede at kæntre.

I 1840 var der ca. 20 fiskerbåde, i 1870’erne ca. 12-15, men omkring 1895 var der så store vanskeligheder med at holde Æ gaf sejlbar, at den gamle fiskeform stort set ophørte.

Fiskerbåde ved Nymindegab i 1898.

Indlæggets forfatter

Stina Troldtoft Andresen

Udstillingsansvarlig og museumsinspektør