13. august 2020
Mormors hus
På Nymindegab Friland, som er en del af Nymindegab Museum, ligger en savmølle og et lille fint rødstenshus. Som besøgende er man velkommen til at gå indenfor i huset, hvor man kan sætte sig i sofaen eller ved det dækkede spisebord og mærke stemningen efter husets tidligere beboere, tømrer Larsen og hans kone.
I efteråret 2019 fik vi en mail fra en kvinde. Hun skrev blandt andet:
”Jeg har en helt særlig interesse i Nymindegab Museum, da min mormors hus er en del af museet. Jeg har været på besøg flere gange og hver gang har jeg tænkt på, at min mormors liv fylder meget lidt i museets historie…”
Og hun havde fuldstændig ret.
Kvinden hedder Bodil Grønlund Sørensen og er barnebarn af tømrer Niels Larsen og Anne Grønlund Larsen som boede i huset. Indtil nu har fortællingen om savmøllen og tømrerens hus fokuseret på tømrer Larsens liv og hans arbejde med at bygge gafpramme, badehuse og sommerhuse i området.
Bodil vidste det ikke, men hun sendte sin mail lige netop, da vi var gået i gang med at tage den gamle udstilling på Nymindegab Museum ned, for at lave en ombygning af museets udstillinger – og i den proces var der også plads til nye historier og nye karakterer i persongalleriet. Og en af dem blev så Anne, som faktisk var døbt Ane Mari Grønlund Andersen.
Anne Grønlund Larsen med sin mand, tømrer Niels Larsen.
Hvordan var Anne?
Men først skulle vi lære hende lidt at kende. Et gammelt interview med hende om Niels’ virke i savmøllen gav et indtryk af et roligt væsen med masser af jern i ilden. På vestjysk fortalte hun lidt om veninderne rundt omkring i byen, som ofte fik hende på besøg. Men ellers handlede det mest om dengang, Niels lavede gafpramme i den vinddrevne mølle. Dengang han kunne være nødt til at save både nat og dag, når der endelig var vind. For om sommeren kunne der være langt mellem de vindblæste dage, der kunne sætte møllens vinger i sving og sætte saven i gang. Men Annes liv fyldte meget lidt – også på museet.
For at komme tættere på, hvem Anne var som person, ringede vi til både Bodil og hendes kusine Irene og snakkede med dem om den kvinde, der har været en væsentlig del af deres barndom. Bodil tilbragte sine sommerferier i Nymindegab, og Irene voksede op i byen. Hendes far var sømand, så i lange perioder var hun og hendes mor alene tilbage, og de kom derfor meget i mormorens hus.
I vindueskarmen i Annes hus ved savmøllen stod altid en rød pelargonie, og Anne sad tit lige dér – med noget håndarbejde – og holdt øje med, hvordan livet gik i byen udenfor. Aviserne blev altid nærlæst til sidste punktum. Det gjorde hun i hvert fald, da hun blev ældre. Mens hun var mor til tre små børn, var det næppe avislæsning og sysler, tiden gik mest med. Men det var vigtigt for hende at følge med i, hvad der skete i byen og i verden, og der var ikke meget, der ikke kunne trække hendes opmærksomhed. Især et politisk valg eller et dronningebesøg i området kunne vække den. Havde hun været ung kvinde i dag, siger børnebørnene, så havde hun taget en uddannelse, og hun var nok også gået ind i politik.
Anne boede i huset her frem til 1993. Hun og Niels flyttede ind i huset, som de byggede selv, i 1923. Møllen i baggrunden var Niels’ værksted.
I Nymindegab spillede hun, ligesom sin mand, en ret central rolle. Børnebørnene beskriver hende som et varmt, sødt og livligt menneske. Men også en bestemt dame, der vidste, hvad hun ville. Hun var gavmild, men sparsommelig, og kunne efter sigende leve på en sten. Samtidig var der dog altid lidt sødt, når børnebørnene kom forbi: Fedtebrød, rutebilsmåkager og pebermyntepastiller er det, som Bodil husker bedst fra sine besøg hos mormoren. Der var altid sodavand i viktualierummet, og ofte blev der serveret luftbudding med varm vaniljesauce til dessert. Hver dag klokken 12.00 stillede Anne varm mad på bordet – og ve Niels, hvis han så ikke lige havde tid til at komme med det samme. Så var der ikke altid gode miner i det lille hus.
Men hun var også fyldt med varm humor – og hendes rummelighed overfor børnebørnenes spilopper og narrestreger var aldrig til at tage fejl af. Hun syntes altid, det var sjovt, hvis de havde gjort noget, de ikke måtte. Så grinede hun og udbrød med et kærligt smil: ”Det gjorde I da vel ikke?”
Annes hus
Anne elskede sit hjem, som hun solgte til museet, mens hun stadig boede der. Niels døde i 1969, men Anne blev boende i huset indtil 1993. For hende var det en sjov tanke, at huset i fremtiden ville være en del af museet og dets fortællinger. Bodil og Irene fortæller på samme vis, at det nu er en helt særlig oplevelse af besøge Nymindegab Museum – for når de træder ind over dørtærsklen til deres mormors hus, er det samtidig som at træde ind i fortiden og ind i deres barndom: ”Det er lidt som at træde ind i huset, som det var dengang. Jeg kan stadig fornemme lyden af uret, der tikkede i stuen, når jeg er der.”
Sådan ser Tømrer Larsen og Annes hus ud nu, hvor det er en del af Nymindegab Museums friland.
Og sådan gik det til, at Anne nu også har fået sin plads på museet. I de danske audioguides er det skuespillere fra 7-kanten, der lægger stemmer til og forsøger at ramme den rigtige stemning i de mennesker, de skal repræsentere. I savmøllen kan gæsterne, med en audioguide i hånden, møde Niels Larsen, der fortæller om sit værksted og de både, han blev så kendt for. I huset er det Annes fortællinger, der fylder. Her fortæller hun om sit køkken og sin yndlingsplads i stuen.
Det har været en helt fantastisk opgave at bringe Anne og Niels’ historier i spil – måske især Annes. Vi fik, så at sige, lov til at lære hende at kende først. Og de manuskripter, vi skrev til indtalingerne, skulle helst emme af en personlighed, som børnebørnene kunne genkende. Det skulle gerne minde dem om deres mormor. Indtil videre har de sagt god for, at de skrevne ord i sig selv afspejler Anne fint. Så må tiden vise, hvad de tænker, når de tager den digitale historiefortæller med sig ind i deres mormors hus.
