30. november 2016

De rige jernalderkvinder i Billum

At der var noget særligt ved Billums fortid blev opdaget i 1989, da der fra luften blev fotograferet nogle bemærkelsesværdige spor i kornet øst for Billum by. Her lå uden tvivl en oldtidsbebyggelse, men hvad den indeholdt, og hvor gammel den var, kom til at stå hen i det uvisse i op mod seks år. I 1995 offentliggjorde Varde Kommune en udstykningsplan for flere byggegrunde på Langlivej i Billum. Da det var sikkert, at man under anlægsarbejdet ville støde på noget af arkæologisk interesse, blev det besluttet, at der skulle foretages en udgravning af området, inden byggemodningen blev iværksat. Dette blev startskuddet til flere udgravningskampagner i 1995, 1996, 1997, 2000 og 2002.

Bebyggelse i flere faser

Ved den første udgravning i 1995 blev der, foruden to meget rige kvindegrave fra yngre romersk jernalder (200-400 e.Kr.), fundet et par urnegrave fra førromersk jernalder (500-0 f.Kr.), tre jordfæstegrave fra ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr), et langhus fra tiden omkring Kristi fødsel og et grubehus fra yngre germansk jernalder (600-800 e.Kr.). Det stod hurtigt klart, at bebyggelsen havde flere faser, der strakte sig over mindst syv århundreder.

Bopladsområdet

I 1996-1997 og 2002 blev det centrale bopladsområde på ca. 18.000 m² udgravet. Her var spækket med stolpespor og grøfter, samt spredte grave. Blandt bebyggelsessporene kunne udskilles forskellige stolpebyggede langhuse, mindre økonomibygninger, grubehuse, hegnsforløb og affaldsgruber. Bopladsen er ikke sikkert afgrænset, kun mod øst synes fundene at tynde ud. Bedst bevaret var en række gårdsanlæg fra ældre romersk jernalder, hvor væggrøfter, båseskillerum og de omgivende hegn markerede sig tydeligt i undergrunden. Flere steder fandtes endda rødbrændte lergulve, ildsteder og stensatte grebninger i staldenderne.

 

Gravpladsen

Formodentlig er det beboerne fra disse gårde, der er begravet på gravfeltet, som ligger ca. 100 meter længere mod nord. Denne lille gravplads er spændende, fordi den tilhørende landsby er udgravet. Desuden er gravene alle meget omhyggeligt konstrueret med fine stensætninger, der har krævet en stor arbejdsindsats. Dette viser, at der har været et ikke ubetydeligt overskud i dette jernaldersamfund ca. 100 år e.Kr. Men det kommer tilsyneladende kun til at gå fremad for Billum. Fem-seks generationer senere i yngre romersk jernalder, gravlægges to kvinder ca. 70 meter sydvest for det gamle gravfelt. Aldrig tidligere er der udgravet så rige grave i Sydvestjylland.

De rige jernalderkvinder

Gravgaverne i Grav 1 var overdådige. I gravens hovedende stod to lerkar, to bronzebeslåede træspande og et drikkeglas. Den døde selv var smykket med en stor spids sølvbroche og en lille guldblikbelagt sølvbroche formet som en fugl, tre små nåle af massivt guld med oprullet hoved, en lang dragtnål af sølv, to bronzeringe, flere hundrede glas- og ravperler, samt enkelte sølv- og guldperler. I gravens fodende fremkom en jernkam, en opløst dyretand og en ubestemmelig genstand bestående af syv jernnitter på række med en smule træ bevaret.

I Grav 4 fandtes to lerkar, en guldblikbelagt rosetbroche, to mindre sølvbrocher, heraf en med en lille guldbliksmaske på bøjlen, to mindre bronzenåle, en sølvhårnål, en jernkam samt et stort antal glas- og ravperler. Her er der tale om en bemærkelsesværdigt udstyret kvindegrav, omend ikke så rig som den første.

 

Genstandene

De fornemme oldsager var for skrøbelige til at udgrave i felten, så hovedparten af genstandene blev indstøbt i paraffin sammen med den klump jord, der omgav dem og senere udgravet på konserveringsværkstedet.

Træspandene

Træspande fra Grav 1 har antagelig været anvendt til opbevaring af drikkevarer, og indgår som en del af det finere bordservice i yngre romersk jernalder. Det der undrede mest ved træspandene var, hvordan de havde overlevet så længe i den vestjyske sandjord, hvor nedbrydningen af organisk materiale går frygteligt hurtigt. Forklaringen kom først, da træsorten blev analyseret. Spandene er nemlig fremstillet af takstræ, hvilket er årsagen til, at de ikke for længst er rådnet bort. Takstræ er nemlig giftigt, og kombineret med den bevarende effekt af kobbersalte, der er trukket ind i træet fra de omsluttende bronzebåndene, har spandene simpelthen været uspiselige for svampe og bakterier.

 

Sølvbroche med guldmaske

Brochen fra Grav 4 er ret medtaget af jordtrykket, idet bøjlen er skubbet helt skæv. Guldmasken måler 9 mm i diameter. Det kan ikke afgøres, om den lille mandsmaske har siddet øverst på bøjlen som en slags roset eller nederst som en fodplade. Der kendes ikke tilsvarende smykker fra Danmark, men lignende masker, dog ca. tre gange så store, kendes fra krigsbytteofringen i Illerup ådal, hvor de har dekoreret skjoldene.

 

Tre små nåle af massivt guld

Guldnålene fra Grav 1 var overhovedet ikke påvirket af opholdet i jorden – de skulle blot vaskes før de strålede som var de nylavede. Disse guldnåle med fladt oprullede spiralhoveder, målte henholdsvis 3,8 cm, 3,7 cm og 3,9 cm og vejede 2,02 g, 2,05 g og 2,07 g. Set i forhold til hvad tidens guldsmede ellers formåede, virker guldnålene simple og groft fremstillede. Måske skal de opfattes som et bestemt kvantum værdimetal, hurtigt tilvirket til nåle, der kunne fæstes til klædedragten alene som en demonstration af velstand eller eventuelt som betalingsguld. Til egentlig sammenføjning af tøjet har de korte, glatte guldnåle næppe været specielt velegnede.

 

 

Tutulusfibula

Det store brystsmykke fra Grav 1 er en såkaldt tutulusfibel. Fiblen var ved udgravningen stærkt nedbrudt. Den er sammensat af mange forskellige materialer: jern, bronze, glas, sølv og guld, der påvirkes vidt forskelligt af opholdet i jorden, og det har været et kæmpe arbejde for konservatorerne at restaurere den. Dateringen er yngre romersk jernalders midte – dvs. 3. årh. e.Kr.

Indlæggets forfatter