tuegrave

2. september 2020

Vestjyske tuegrave

Arkæologerne på projektet Viking Link har netop udgravet en gravplads lidt uden for Hodde fra førromersk jernalder (500 f.Kr. – 0).

Gravpladsen er en såkaldt tuegravplads, hvor åbentstående, cirkulære grøfter har omkranset små tuer. Centralt placeret under hver tue har der været en urne med brændte knogler, men desværre var der ingen urner tilbage i dette tilfælde. Man har tilsyneladende valgt ikke at grave urnerne dybt ned i undergrunden, men blot ladet dem stå under tuerne, så de har ikke været beskyttet mod pløjning og anden aktivitet i muldlaget.

tuegrave

Tuegravene lige efter de ser dagens lys for første gang i 2500 år

 

Tuegravene ved Hoddemarkvej er specielle, da en hovedregel for tuegrave er, at de respekterer hinanden. Men her ligger de i flere faser oven i hinanden.

tuegrave

Tuegrave, der bryder hovedreglen ved at ligge oven i hinanden

 

Det er dog ikke første gang, vi har fundet rebelske tuegrave; ved Stokbæk lidt uden for Horne lå der endnu et gravfelt, hvor grøfterne krydsede hinanden.

Snit gennem ringgrøfterne, der ligger i flere faser

 

~ Energinets Viking Link er en kommende 770 km lang elforbindelse mellem Danmark og Storbritannien. ArkVest (Arkæologi Vestjylland – Vardemuseerne og Ringkøbing-Skjern Museum) står for de arkæologiske undersøgelser på en strækning af 52 kilometer ~