31. juli 2020

Vejen til vikingetiden – Nybro

Baltic Pipe – Danmarks største gasledning, hvor ArkVests arkæologer siden det tidlige forår 2020 har foretaget forundersøgelser af det kommende trace på strækningen Houstrup strand til Nybro, er på vej ind i de afsluttende etaper.

Især det sidste stykke fra Søvig bæk og ind til Nybro gasindvindingsstationen, har arkæologerne ventet på med spænding fordi der her blev gjort et sensationelt fund i forbindelse med etableringen af en anden gasledning i 1998. Dengang fandt man en fantastisk velbevaret vejbro fra Vikingetiden.

Udgravningen i 1998 af vikingetidsbroen Nybro. De op til 3 meter lange funderingspæle fik plasticposer på, for at undgå at toppen tørrede ud.

Normalt finder arkæologer kun stolpesporene i undergrunden, men her var stolperne bevaret i op til 3 meters længde, toppen var rådnet bort og broens tværgående planker var for længst væk. Tilbage var dog selve vejens fundering. Årringsdatering af træet kunne fortælle at Nybro (det hed den næppe dengang) var bygget i 761 og repareret igen og igen, formodentlig sidste gang i 834. Herefter var vejen opgivet eller måske mere sandsynligt flyttet til et andet sted over Søvig bæk.

I 1998 vakte vikingetidsbroen stor opmærksomhed og med stor velvilje fra DONG blev gasledningen flyttet lidt mod øst, så de pæle, vi ikke havde gravet op til datering, fik lov at blive stående uforstyrret i mudderet. Flere år senere lykkedes det at få området fredet. Så hovedparten af trækonstruktionen er bevaret for eftertiden.

Drone foto. Udgravningen er i gang – juli 2020.

 

Den nye gasledning Baltic Pipe måtte selvfølgelig ikke forstyrre den fredede vikingetidsbro, og heller ikke en fredet gravhøj i området. Så øvelsen var at finde et 20 meter bredt område hvor anlægsarbejdet ikke ramte nogle af delene. Hvilket lykkedes vi gravede langs kanten af det gamle felt. Hvor vi fandt en del træ, mest rødder og grene, enkelte stående pæle samt forskellige træstykker med bearbejdningsspor, men ikke stående konstruktioner fra en bro. Alt træet med bearbejdningsspor blev hjemtaget og årringsdateringen vil senere vise om her er tale om vikingetid.

Træ med hugspor – fundet ved udgravningen 2020.

Vask og udsavning af skiver til dendro, det gamle træ er overraskende hårdt og selv med en elektrisk sav tog det op til 10 minutter at save en skive ud.

Selvom Nybro udgravningen i 2020 ikke bidrog til så meget nyt angående den gamle vikingetidsbro, kom der et par andre vigtige resultater.  Vi fik lavet et tværgående snit gennem ådalen, som viste hvordan åens løb har forandret sig. Heldigvis havde vi besøg af biolog, prof. Emeritus som kunne hjælpe os med at tolke de forskellige moseaflejringer.

Mose studier Nybro 2020, Bent Aaby forklarer gytjens mysterier for Museumsinspektør Lene B. Frandsen.

 

Syd for ådalen, hvor terrænet hæver sig og der bliver fast undergrund fandt vi rester af tre kogestensgruber, den ene indeholdt en del trækul og det bliver interessant med en C14 datering. Er de fra vikingetiden ? noget kunne tyde på at de er endnu ældre, da der også fandtes et par flintafslag i området. Måske har man allerede i stenalderen slået sig ned her på sydsiden af Søvig Bæk. Endelig fik vi undersøgt området nær gravhøjen, hvor der ikke var andre oldtidsspor. Så området er frigivet og klar til at Energinet kan placere endnu en gasledning uden at den gør skade på nogen fortidsminder.

 

 

Indlæggets forfatter

Lene B. Frandsen

Museumsinspektør