20. marts 2020
Nyt fra undergrunden – Viking Link
"Når du ikke kan komme til os, så kommer vi til dig". Følg med her på bloggen, hvor vi vil komme med forslag til, hvad både børn og voksne kan bruge tiden på i disse dage - hjemme eller ude i naturen. Der er igen nyt fra udgravningen Viking Link!
Rachels skarpe arkæologøjne har fundet huse fra bronzealderen, som vi er begyndt at undersøge. Midt i hulgraveriet fik vi fornemt besøg af naboens høns, der naturligvis var nysgerrige efter at se et hus fra en tid, hvor de endnu ikke boede Danmark. Det er nemlig først i jernalderen, at hønen kommer til landet, så inden da måtte man blive vækket af noget andet end hanegal. Landbruget var dog velkendt, selvom man ikke kunne hente æg i hønsegården – og tegn på landbrug har vi fundet masser af: ældgamle ardspor – “kriskras” fra den ældste træplov – og agerrener fra den yngre hjulplovs bølgede marker, som prægede landet langt op i middelalderen.
Det hele bliver grundigt registreret, så vi kan tage historierne fra undergrunden med hjem og videre ud til dig. Hilsen Rachel & Line