Udstilling
Kunstnernes Sommerudstilling 22
I år er det halvtredsindstyvende gang, vi slår dørene op til Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup. Lørdag den 18. juni kl. 14 åbnes den årlige kunstbegivenhed, der gør Tistrup til stedet, hvor publikum kan se den nyeste samtidskunst – og måske blive udfordret i opfattelsen af, hvad kunst er.
Kunstnernes Sommerudstilling er en af de få censurerede udstillinger i Danmark, der er anerkendt og accepteret som pointgivende til BKF (Billedkunstnernes Forbund).
I år er 1.497 værker blevet indsendt til censurering. Heraf fandt 83 nåde for censorernes blik. Censorerne havde et godt udvalg at vælge imellem, og årets udstilling byder på en mangfoldighed af kunstneriske udtryksformer som maleri, skulptur, grafik, keramik, tekstilkunst, installationer og video.
Censorerne er anerkendte kunstnere, som vælges af tidligere deltagere på KS. Værkerne er i år vurderet af Gitte Svendsen, Jette Dalsgaard, Mette Riishøj, Hanne Helms og Karen Gabel Madsen.
50 år med Kunsternes sommerudstilling
I 1973 fandt den nystiftede ’Vestjysk Kunstforening’ på, at man ville afholde en censureret udstilling. Forbillederne var Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling i København samt Kunstnernes Påskeudstilling i Århus. Udstillingens titel var ’Ny Kunst 73’, og det blev en succes, som man gentog året efter. I 1975 fik udstillingen navnet ’Kunstnernes Sommerudstilling’, dvs. KS, som vi kender det i dag. Det er blevet til en ubrudt række af censurerede udstillinger af høj kvalitet i Tistrup i nu 50 år, og Kunstnernes Sommerudstilling er blevet en institution, der for mange er synonym med den lille stationsby. KS er med sine 50 år blevet moden, men er stadig livskraftig. Vi håber på 50 år mere i samme ånd.
I løbet af udstillingsperioden er der forskellige arrangementer som Artists Talk og rundvisninger.