1. april 2020

Dyrk østershatte i haven

"Når du ikke kan komme til os, så kommer vi til dig". Nu har vi efterhånden været i gang med østershatte dyrket i kaffegrums i et stykke tid, og de udvikler sig fint – men hvad gør man, hvis man ikke drikker kaffe og gerne vil dyrke sine egne østershatte?

Til spørgsmålet er der to svarmuligheder, enten lære man at drikke kaffe 😊 eller man bruger andre metoder. En af de andre metoder man kan bruge er at dyrke dem på træstammer ude i haven. Så sideløbende med dyrkningen af østershatte i kaffegrums kan du også følge mit første forsøg på at dyrke dem på træstammer ude i haven.

Jeg har fundet flere forskellige metoder, hvorved man kan dyrke sine egen svampe på træstammer. Den jeg har valgt, at forsøge mig med, er ved at bruge dyvler, som er podet med østershattemycelium.

Jeg laver mine dyvler selv af piletræ (i princippet kan alt løvtræ bruges). Jeg finder nogle grene på 1-1,5 cm tykkelse

Efterfølgende afbarker jeg grenene, vælger de stykker som ca. har en diameter på 1 cm og klipper dem i små dyvler på en længde på 3-4 cm.

 

De fleste træer og buske har et naturlig forsvar mod insekt- og svampeangreb. For ikke at aktivere det koger jeg dyvlerne ca. 20 min. Når de er afkølet, blandes dyvlerne og mycelium i en pose, og så er det bare at vente til svampen, har gennemvokset alt i posen.