11. maj 2020

Drømme om moselig, et besøg i jernalderen og et sovende middelalderhus

Arkæologerne på Viking Link har været en tur gennem en gammel mose. Der kan man jo ikke lade være med at drømme! For moserne kan være perfekte vinduer til fortiden, hvor alt fra oldtidssmør til mennesker kan ligge helt fantastisk velbevaret.

Når maskinen graver ned i den mørke, våde jord kan man selvfølgelig ikke lade være med at håbe, at der pludselig stikker en hånd op af den gamle mose – altså en forhistorisk en, helst ikke en ny! Drømmen blev dog aldrig indfriet, men i stedet dukkede der et gevir op, som en ivrig gnaver har haft tænderne i. Om det er en oldtidsmus, der har sat tænderne i takken, er dog svært at sige.

Til venstre: Direktør for Vardemuseerne, Claus, fortæller begejstret Helle fra kommunikation om stolpehullernes vidunderlige verden. Til højre: Middelalderkulturlag lagt i seng

På den anden side af mosen står arkæologerne altså moseligsløse tilbage, men dog med et (tilsyneladende) lækkert gevir, et par keramikskår og knoglefragmenter. Selvom mosen ikke var så vild som fantasien tillod, så er det ikke fordi, der mangler fund fra fortiden på Viking Link. Der er jævnligt besøg i ”jernalderen”, som er det område, hvor arkæologerne er ved at udgrave en jernalderlandsby. Her er både kollegaer og bygherre, Energinet, blevet vist rundt. Energinet håber dog på, at der også bliver fundet vikingetid til Viking Link – det ville da heller ikke gøre os noget!

Til venstre: I mosen. Til højre: Musemærker på geviret.

 

Men indtil videre er vikingetiden blevet sprunget over, for fra jernalderen går vi videre til middelalderen, hvor der venter en udgravning af en landbebyggelse fra omkring 1100-tallet. Indtil vi er klar til det, er det fine kulturlag – et lergulv i et middelalderhus – blevet puttet trygt under en presenning.  Vi glæder os til at løfte sløret, så vi kan få indsigt i landet i den tidlige middelalder. Og selvfølgelig fortælle historien videre.