Ardspor

15. december 2020

De første dage i middelalderen

Udgravningen ’Linding Vest, Viking Link’ er skudt i gang med den store jomfruflyvning!

Udgravningsleder Lene Nygaard Hansen er nyudklækket dronepilot og har her fløjet sin første arkæologitur, hvor hun dokumenterer de kulturhistoriske spor i undergrundssandet ved systematisk at overflyve og fotografere.

Lene Hansens første flyvetur på en udgravning. Hun fotograferer feltet, så alle arkæologiske anlæg kan blive digitalt dokumenteret.

ARKVEST har faktisk fornøjelsen af at være beriget med hele tre nye dronepiloter, så nu kan intet stolpehul vide sig sikker mod de bevingede maskiner!

Til venstre: Stolpehuller fra middelalderbebyggelsen. Til højre: fingerbøl.

 

Udgravningen ved Lindingvej byder på bebyggelse fra den tidlige middelalder med mulige indslag fra vikingetidens sidste årtier. Vi befinder os altså i de første århundreder af 1000-tallet. Der er dog også nyere indspark fra dagligdagens sysler omkring 1600-tallet i form af dette fine fingerbøl.