23. april 2020

Kunstquiz: Billedhugger og nu også forfatter

I JANUS har vi to skulpturer, som vi er meget glade for. Dvs. ’har’ er måske så meget sagt, for vi ejer dem ikke. Men vi er så heldige, at kunstneren har deponeret dem hos os. Den ene skulptur er af træ. Den er meget stor, og titlen er ”Torso”. Den anden er mindre og er lavet af bronze. Den har ingen titel.

Det er naturligvis kunstneren, der har lavet de to værker, der skal gættes i denne uges kunstquiz. Han er dansk, og han er født 1959. Hans skulpturer benytter sig ofte af utraditionelle materialer som plasticlegetøj, traktorslanger og knuste møbler, men han har også lavet en lang række værker i gips, keramik, bronze og sten. Fælles for dem er formerne, der går igen på tværs af materialer, ikke mindst kødelige former, der minder om knogler, brusk og muskelmasse.

Torso, 1999

Skulptur, 2000

 

Kunstnerens skulpturer er præget af uoverskuelighed og energi. De har et pågående, næsten aggressivt nærvær. De zigzagger mellem det velkendte og det fremmede; de pirrer og driller vores sanser. Hans værker er ekspressive og kropslige med knopskydninger, udvækster og huller. Somme tider minder de om molekyler. Andre emmer af indestængt energi; som om de lige om lidt kunne sprænge deres snærende bånd og eksplodere.

Jens Christian Jensen; Obelisk , 2002.

Jens Christian Jensen; Kuglen, 2018

 

 

Kunstneren blev optaget på kunstakademiet i København i 1981. Hans lærere var bl.a. Willy Ørskov og Hein Heinsen – to modpoler. Vores unge kunstner følte sig imidlertid hverken hjemme hos minimalismen eller postmodernismen, men fandt sin egen vej.

Kunstquiz

Den danske billedkunstner, der her skal gættes, er netop i år, som 60-årig, også debuteret som forfatter. Han har skrevet en roman, der tager udgangspunkt i hans egen opvækst.  Det er en stærk og anmelderrost fortælling om en opvækst med en psykisk syg mor. Som der står i en af omtalerne, handler den om ”sindssyge, ensomhed, klasseforskelle, mobning, kunst og krige”.

Skriv dit svar i kommentarfeltet på Vardemuseernes facebookside.

Vi trækker lod blandt de rigtige svar, og den heldige udtrukne får bogen ”Fra en ny kant”, om billedhuggeren Jens Christian Jensen, som vi har adskillige værker af i JANUS og i Tistrup.