9. juni 2020
Nymindegab Museum – nu på Vestjysk!
I øjeblikket er Nymindegab Museum under ombygning og åbner med helt nye udstillinger d. 24. juni 2020. Udstillingen får fokus på de mange kunstnere og især kunstmalere, som i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet indtog Nymindegab for at male naturen og den eksotiske vestjyske kultur, de fandt der.
I udstillingen kommer du helt tæt på netop den særegne vestjyske kultur. Ved hjælp af en historiefortæller – en audioguide – kan du høre fortællingerne om fiskerne, der i fiskesæsonen fra marts til Sankthans tog på havet i al slags vejr. Du kan møde esepigerne, som havde travlt inde på land med at sætte madding på krogen, og du kan møde den lokale tømrer, Niels Larsen, som ejede den ikoniske savmølle, man kan opleve på museets frilandsområde.
Samarbejde med 7-kanten
Historierne kan høres på tre sprog: dansk, tysk og engelsk, og for at gøre historierne så indlevende som muligt er de indtalt af forskellige skuespillere. Netop det vestjyske sprog får en helt særlig plads i udstillingen, da en del af de vestjyske personer, man kan møde i udstillingen, taler vestjysk. Det er dog ikke helt ligetil at finde skuespillere, der taler sindigt, drævende vestjysk. Derfor har Vardemuseerne indledt et samarbejde med den lokale amatørteaterforening 7-kanten, hvis skuespillere har hjulpet med at indtale ikke blot de lokale vestjyske stemmer, men også mange af de øvrige danske stemmer, man kan møde i udstillingen.
Så hvis du ikke er så stærk i vestjysk, kan det godt være, at du, ligesom de første malere og turister på egnen, skal spidse øre for at forstå, hvad de siger. Men bare rolig! De fleste af fortællingerne foregår stadigvæk på ganske almindeligt rigsdansk.