29. marts 2020

Hvordan tackler en rytterstatue, at verden står stille?

Når du ikke kan komme til os, så kommer vi til dig! Vores malerier på Museum Frello glæder sig til igen at kunne få besøg af dig! Kom med, når vi tjekker op på, om malerierne er blevet ensomme, mens museet er lukket pga. coronavirus.

Vi kigger også på et maleri fra 1990’erne, der måske endda kan afsløre, hvad rytterstatuer i de mennesketomme storbyer får tiden til at gå med lige nu.

I maleriet ”Kongens Nytorv” fra 1996 ser vi flere af de københavnske rytterstatuer, der er samlet hos Christian d. 5 på Kongens Nytorv. Der er mange gode historier at hente om Danmarks rytterstatuer. Vidste du fx, at netop rytterstatuen af Christian d. 5 var Danmark og hele Nordens første? Det var en meget fornem måde at portrættere en konge på, for det var både dyrt og meget besværligt at lave en rytterstatue. Der var ingen i Danmark på det tidspunkt, der kunne løse opgaven, og derfor bestilte man en billedhugger fra Frankrig til at udføre arbejdet.

Christian d. 5 er ikke alene med sin hest på Kongen Nytorv. Han er også omringet af fire skikkelser, der enten er historiske personligheder eller nogen, der tilhører de græske gudebilleder. Disse skikkelser har man placeret ved kongens ”fod” som symboler på nogle af de egenskaber, den enevældige konge gerne ville forbindes med af sit folk, bl.a. heltemod. For at forstå det, krævede det naturligvis, at man kunne genkende de fire skikkelser, samt at man i forvejen vidste lidt om, hvad de hver især symboliserede. Under Christian d. 5s hest ligger der en skikkelse med et knæ støttet mod hestens mave. Det er symbolet på misundelse, som kongen og hans hest højt og helligt tramper på. I virkeligheden er skikkelsen først og fremmest placeret under hesten for at forhindre den i at synke sammen. Faktisk er rytterstatuen på Kongens Nytorv en kopi af den, der oprindeligt blev rejst på stedet, men som senere sank.

Der er masser af spændende viden at hente på internettet, hvis man gerne vil vide mere om rytterstatuerne. God fornøjelse!