1. april 2020
Ny bog: Tyskere på flugt
Den 4. maj er en særlig dag i dansk historie. Endelig befriet efter fem forbandede besættelsesår. Så når vi sætter lys i vinduerne, tænker vi på, at danskerne igen kunne se fremad. Andre måtte vente. Over 200.000 tyske flygtninge havnede i lejre i Danmark, hvor de var alt andet end populære på grund af den tyske besættelse.
Forfatter John V. Jensen tager læseren med ind bag pigtråden til en lang række menneskeskæbner. Og han rejser principielle spørgsmål om de skrøbelige størrelser demokrati og medmenneskelighed. Hvordan skulle de tyske flygtninge behandles? Nok skulle de have ordentlige forhold i lejrene, men de skulle på den anden side set ikke behandles bedre end danskerne. Og handlede det i lige så høj grad om Danmarks eftermæle? At der ikke skulle fældes for hård en international dom over landet, efter den sidste tyske flygtning rejste hjem i februar 1949.
John V. Jensen
100 sider
Pris: 100 kr.
UDKOMMER 4. maj 2020
som trykt bog, e-bog og lydbog
Bogen sælges også i abonnement på unipress.dk/abonnement
Forfatteren siger:
”Historien om de tyske flygtninge bliver ved at fascinere mig, fordi den belyser stort set alle sider af tilværelsen. Den er rig på ulykke, lidelse og familietragedie, men midt i al elendigheden glimter også små solstråler om alt fra at slippe med livet i behold over en lykkelig genforening med familien til den umiddelbare glæde over et beskedent måltid.”
”Den danske befolkning blev på knap tre måneder forøget med 5 %. Ikke nok med det: Flygtningene kom fra den forhadte besættelsesmagt. Derfor var det en opgave af danmarkshistoriske dimensioner, der skulle løses. Både på det administrative og menneskelige plan.”
Om forfatteren
John V. Jensen er museumsinspektør ved Vardemuseerne.
Om serien
Tyskere på flugt er 33. bog i forlagets serie 100 danmarkshistorier. Bøgerne udkommer en gang om måneden i otte år og er centrale i projektet, der bl.a. omfatter appen Dyst!, materiale på danmarkshistorien.dk og kronikker i Politiken.
Se mere på 100danmarkshistorier.dk