Københavnerplantagerne i foto

Billederne er i dag unikke kilder til tolkningen af Iivet i plantagerne pga. fotografiets tætte kontakt til motivet. Dette betyder også, at man ofte må tage en dyb indånding, når man ser fotografier, fordi man ofte føler, at nu er man kommet ret tæt på – så tæt som

man overhovedet kan komme ind til familien. Dermed er et fotografisk billede en yderst nærværende gengivelse af det sete. Nogle vil påstå, at fotografiet er helt objektivt, da processen er uberørt i modsætning til f.eks. en fortolket pensel i en malers hånd. Hvorimod nærværet til det fotograferede motiv er med til at give fotografiet dets autenticitet og tilstedeværende karakter. Autenticiteten og følelsen af tilstedeværelse kommer således også af, at et fotografi som regel ligner det, vi ser med det blotte øje. Andre vil derimod påstå, at fotografiet aldrig er 100% objektivt, men tværtimod udstyret med symboler og iscenesættelse på præcis samme måde som eksempelvis de malede billeder.

 

Begrundelsen for denne opfattelse er, at et fotografi altid er beskåret, set fra et bestemt perspektiv, til en vis grad opstillet og taget med et bestemt formål i sigte. Det er mere eller mindre bevidst en ladet fortælling, der strækker sig ud over en ren objektiv fremvisning, da det er forudbestemt, hvad vi skal se og hvordan.

Den fotografiske genre blev udviklet i slutningen af 1800-tallet sammen med det borgerlige og kongelige portrætfotografi. Genren udviklede et helt særligt billedsprog og en symbolik, der fremhævede kernefamiliens værdier. Hvor kongefamiliens fotografier ændrede karakter i takt med afskaffelsen af enevælden til at skildre kongefamilien uden den store pragt og magtudfoldelse, men derimod i varme menneskelige omgivelser, forblev de borgerlige portrætter mere stive og mindre følelsesbetonede. Eksotiske genstande henviste til familiens udsyn og universalitet, mens bøger og kunst betonede familiens dannelse. Paradoksalt nok hentede de borgerlige familier opstillingerne og symbolerne hos de gamle adelige og kongelige portrætter, mens kongefamilien netop forsøgte at frigøre sig fra lige netop disse fremstillinger ved at fremstå som menneskelige familier på datidens fotografier. Endelig er det karakteristisk for de tidlige borgerlige familieportrætter, at familiemedlemmerne i de fleste tilfælde stirrer direkte ind i kameraet. Hvor de tidligste portrætter altid var atelierbilleder, ændrede dette sig omkring år 1900 til at være fotografier i familiernes hjem. Fotografier i disse mere ”naturlige” omgivelser fik dermed flere muligheder for at skabe opstillede og iscenesatte fotografier. Genren blev udviklet til at være samlinger af interiør-fotos med eller uden personer i deres egne stuer.

 

Livsformer der mødes

Historien om københavnerplantagerne er også en historie om københavnere og bønder fra Vestjylland med vidt forskellige økonomiske og kulturelle baggrunde og om disse menneskers liv. Anlæggelsen af de mange plantager bragte kapital til egnen. Mange hedebønder supplerede indtægterne fra landbruget med arbejde i plantagerne

 

Kunstnere på heden

Hedeselskabets forhenværende direktør, C.E. Flensborg, skriver i starten af 1900-tallet, at de store plantager nærmest fungerede som en slags kulturcentre i de førhen så øde hedeegne. Selv om de store landsteder var opført som feriehuse, blev der lagt vægt på, at man kunne bo standsmæssigt, mens man ”lå” på landet. Herskabet havde således hele sin kulturelle bagage med fra storbyen.

 

Bagagen bestod af store flyttelæs, der ankom fra København til plantagerne. Intet skulle mangle: Biler, motorcykler, tøj, møbler, service og tjenestefolk. Her ses et flyttelæs på vej over den jyske hede med det københavnske borgerskabs oppakning. Det kunne være svært for hestene at trække de tunge vogne over den sandede hede. Derfor blev der ved stejle skrænter anlagt brostensbelagte veje, som man benyttede, når det gik opad. Kørte man nedad, benyttede man en sandvej parallelliggende med brostensvejen – hvor sandet var med til at bremse hestevognen.

De brostensbelagte veje findes stadig ved skrænter på den jyske hede og er i dag fredet, som et vidnesbyrd om den aktivitet, der foregik over heden, da københavnerne holdt deres indtog.

 

Hvert år blev en lang række af landets bedste kunstnere inviteret på ferie i de små jagtslotte. Mange af disse kunstnere udførte forskellige jobs for plantageejerne. Det betyder, at mange af plantagerne var udstyret med kunst af meget høj kvalitet.

 

Mange af plantagerne har bevaret arkivalier som gæstebøger, jagtjournaler, breve mm. Disse beretter om livet i plantagerne og om de mange kunstnere, der besøgte stederne, og det arbejde de udførte for ejerfamilierne under deres ophold. Ofte opstod der nære venskaber mellem kunstnerne og familierne. Et venskab, som de mange fattige kunstnere nød godt af.

 

Som nævnt tidligere blev husene fornemt udstyret med kostbart indbo, der var med til at signalere borgerskabets voksende indflydelse i samfundet og den økonomiske position, de havde skabt sig i løbet af ganske få år.  En stor del af de økonomiske midler blev konverteret til kunst ud fra den overbevisning, at penge i sig selv ikke gav status i samfundet. Det var nødvendigt med et luksuriøst overforbrug for derigennem at signalere, hvor godt man havde klaret sig.

 

 

 

Livet i København

 

 

De store lystslotte og jagtgårde beregnet som ferieboliger for københavnerne – det var her man slappede af med sine venner og familien. Men penge skulle der til – mange penge. Ved grosserervirksomhed og industri skabte disse nyrige københavnere sig enorme formuer på særdeles kort tid. Industrialiseringen betød, at der kunne produceres i store mængder, og den voksende befolkning, kombineret med en generel økonomisk vækst sørgede for gode afsætningsforhold.  Særligt indenfor tekstilbranchen voksede der et borgerskab op, der fattede interesse for hedeselskabet. Virksomhederne voksede stærkt og kunne vha. datidens nyeste opfindelser levere masseproducerede varer i store mængder. Netop muligheden for at fremstille store mængder til forholdsvis billige penge medførte, at moden kom til at diktere et overforbrug af tekstil særligt i klunketiden.

 

Det var naturligvis ikke kun i Vestjylland disse mennesker havde brug for at bo standsmæssigt. Mange af de store pragtvillaer, vi i dag kender, når vi kører op ad Strandvejen langs Rungsted Kyst, blev netop bygget i denne periode af succesrige forretningsfolk og fabrikanter.

 

Her er det Andreas Petersens villa, som han boede i, når han ikke var på Gyttegård. Det var dog ikke alle, der benyttede de store huse lige meget. Eksempelvis var Andreas Petersen hvert år ca. 2-3 måneder i vinterhalvåret på ferie i Italien. Herudover havde de et sommerhus i Nordsjælland, som de flittigt benyttede, når de altså ikke lige var på Gyttegård.

 

I 1906 fik Laurits Tuxen bestilling på et maleri af et aftenselskab hos familien Moresco. Resultatet blev et maleri, der måler over 2 meter i bredden og med titlen ”Man rejser sig fra bordet”. Billedet er særdeles kendt, fordi ansigterne alle er genkendelige. I midten ses Holger Låge-Petersen og Moresco og i baggrunden justitsminister Alberti, der sidenhen kom i fængsel for bedrageri. Billedet hang indtil 1991 i jagthytten på Fromsseier. I 1991 fik maleriet hos Bruun-Rasmussens auktion hammerslag på 480.000 kr., på det tidspunkt højeste pris opnået for et maleri af Tuxen. Næste gang det kom under hammeren var i 1995. Der skete det overraskende, at nu kunne det kun indbringe 250.000 kr. Køberen sendte det til Sotheby’s i New York, ulovligt udført, idet der siden 1991 havde været udførselsforbud mod det.