Udstilling

ANNA KLINDT SØRENSEN OG BIRGITTE EJDRUP KRISTENSEN – nyophængning

Udstilling af ANNA KLINDT SØRENSEN i JANUS - Vestjyllands Kunstmuseum - kan opleves fra 2. marts - 11.August 2024

JANUS-Mesterværker

Anna Klindt Sørensen og Birgitte Ejdrup Kristensen

Janus Samlingen består af en række værker skabt af den danske kunstner Anna Klindt Sørensen (1899-1985). Sørensen var en markant skikkelse i sin samtids kunstmiljø, og vandt stor anerkendelse med bl.a. modtagelsen af Eckersberg Medaljen i 1962 og Thorvaldsen-Medaljen i 1973. Men efterfølgende er hun blevet skrevet ud af den danske kunsthistorie, og nævnes ikke med ét ord i de store opslagsværker. Det er en skam, for hun har i dén grad vist sit værd på den danske kunstscene. I 1920erne drog Sørensen til Paris for at lade sig inspirere af de nyeste strømninger i malerkunsten, strømninger og tendenser, som hun ikke oplevede herhjemme på Kunstakademiet. Hun tog undervisning hos den franske maler André Lhote, som også en række nordiske kunstnere brugte som inspirator.  I Paris blev hun en del af et nordisk kunstnermiljø, der sparrede med hinanden, spiste middage sammen og udviklede nye stilarter. Paris var på dette tidspunkt en smeltedigel af nationaliteter og kunstneriske idéer, og fx kubisme, konkret kunst og surrealisme blomstrede ud af de mange kunstnermøder. Man fandt sine fagfæller og skabte nye retninger for kunsten.  I pariserbillederne fra 1920erne og 1930erne ser vi inspirationen fra Lhote og Paris i måden hvorpå Sørensen har konstrueret sit billedrum. Under motivet ligger en række geometriske figurer, som motivet bygges op på, men som ikke ses i det færdige værk. Den underliggende struktur gør at motivet står i stærk kontrast til den vante billedopbygning med centralperspektiv som udgangspunkt. Formålet er ikke en 1:1 gengivelse af virkeligheden, i stedet udforskes mediet ”olie på lærred”. I Sørensens senere malerier er stilen blevet mere fri, og linjen er legende og let.

Birgitte Ejdrup Kristensens ’livsmøbler’ tager sit udgangspunkt i netop Anna Klindt Sørensens virke. I Mit Museum – der har udformning som en sofa med en telefon – kan du høre Anne Klindt Sørensen fortælle om sine tanker bag et kommende museum til værker udført af kvindelige kunstnere. I skuffemøblet kan du se udklip om det skrinlagte museumsprojekt.

I JANUS Bygningen har vi netop erhvervet tre nye Anna Klindt Sørensen-værker, takket være Anna Klindt Sørensens Fond. De to værker af Birgitte Ejdrup Kristensen er skænket af kunstneren selv.

 

Vil du vide mere om Anna Klindt Sørensen finder du litteratur på vores læsesal