4. maj 2020

Befrielsen den 4. maj 1945

Det vil sige demokrati, frihed fra undertrykkelse og angst m.m. Befrielsesdagene står for dem, der oplevede dem og husker dem, som noget ganske enestående selv 75 år senere.

De danskere, der ikke selv oplevede begivenheden vil alligevel ikke kunne undgå at have hørt om den i TV-programmer, i bøger og aviser osv. Det er en fantastisk historie, som fortjener at blive genfortalt og husket af kommende generationer, for det er, som nævnt, en væsentlig forudsætning for det Danmark, som vi bedst kan lide det.

Her er dog en anden fortælling, som skal fortælles, for kradser vi lidt i overfladen, støder vi på et tidspunkt nogle mennesker, der befandt sig i landet, og som af gode grunde ikke var inviteret med til festen. Et af disse mennesker var Gertrud Werner, der sammen med sine to døtre og søster flygtede fra det sovjetisk belejrede Danzig og kom til Danmark (nu: Gdansk).

Et spor af denne historie finder vi på flygtningekirkegården i Oksbøl, hvor indskriften på en af gravstene lyder: Gertrud Werner 13. 11. 1908 – 7. 6. 1945. I det følgende fortæller, hendes dengang 12-årige datter, historien.

”Det var den 4. maj 1945 vores tog holdt stille tidligt om eftermiddagen på en åben strækning. Senere erfarede jeg, at vi befandt os mellem Skjern og Tarm. Pludselig så jeg fra min vinduesplads, at der dukkede flyvemaskiner op. Samtidig bemærkede jeg lysglimt fra flyene, og fra Danzig vidste jeg, at det var mundingsild fra flyenes våben. Instinktivt – eller snarere, fordi min mor så ofte havde indskærpet os det, dukkede jeg mig ned. I samme øjeblik knaldede det mange gange hurtigt efter hinanden.

Da jeg igen rejste hovedet, mærkede jeg en stærk og ubehagelig røg. Jeg tænkte straks: Det brænder! Og jeg råbte til min mor, som sad ved siden af: ”Hurtigt ud!” Min mor sagde ingenting, hun faldt til siden og derefter ned fra bænken. Jeg skreg i min angst til de to mænd, der sad overfor os, at de skulle hjælpe min mor. De var imidlertid døde, hvilket jeg hurtigt blev klar over. Godsejeren havde bøjet sig ned mod mig. På hans hals så jeg et lille skudhul. Havde hans hoved ikke indtaget denne stilling, var jeg sandsynligvis blevet ramt. Rundt omkring mig så jeg døde og stønnende sårede. Min søster, som sad på min mors skød, og jeg var uskadte. Snart kom der ambulancer, og hjælpere hentede de sårede. Min hårdt sårede mor var endnu ved bevidsthed og forlangte energisk, at hendes børn skulle blive hos hende, og det blev også tilstået hende. Først i ambulancen mistede hun bevidstheden. Vi blev bragt til et sygehus i Tarm.

På gaderne i den lille by så jeg mennesker i høj stemning. Kirkeklokken ringede. På sygehuset talte lægerne, da de så min mor, om en særlig tragedie, nu da krigen jo var forbi. Senere erfarede jeg, at netop den dag havde den tyske besættelsesmagt i Danmark kapituleret.

Min mor blev på sygehuset; min søster og jeg blev bragt til kommandanturen i Skjern. Dér fik jeg den 6. maj at vide, at min mor havde spurgt efter os. Vi kørte med en taxa til sygehuset, hvor vi fik at vide, at hun var meget hårdt såret; hun havde fået et mave- og bækkenskud, og at hofteknoglerne var ødelagt. I mellemtiden havde min tante, som vi mistede forbindelsen med under luftangrebets forvirring, fundet os igen. Sammen med hende blev vi anbragt i en kaserne i Tarm lige over for sygehuset. Jeg måtte derefter besøge min mor nogle gange, indtil hun blev flyttet til et sygehus i Horne, idet hun, efter hvad jeg fik at vide, blev overladt til tyske militærlæger. Det var en barak med en gang i midten, og på hver side var der 10 senge med syge og sårede. Også her måtte jeg besøge min mor.

Den 7. juni 1945 døde min mor af sine svære kvæstelser i en alder af 36 år. Hun blev begravet i Horne.”

Hele historien ”Nu er alle farer overstået…” kan læses her

Eller i den trykte udgave af ”opdatering 2012” s. 42-64