10. juni 2020

A fall from heaven into hell

Den 20. juni er det FNs internationale flygtningedag og i den anledning vil vi gerne dele Jörg Badens historie med dig . Den handler om at tage på flugt i det sene forår 1945 og om at gå fra himmel til helvede på blot 24 timer.

Jörg flygtede i 1945 sammen med sine forældre og sin morfar fra den røde hær, der med hastige skridt nærmede sig deres hjemby, Warnemünde, i det nordlige Tyskland. For femårige Jörg kom flugten som et lyn fra en klar himmel og familien fik da heller ikke mulighed for at tage mange ting med sig.

De var heldige at komme med et marinefartøj, men på havet blev deres skib angrebet af både en russisk ubåd og et russisk fly. Alligevel kom de sikkert til Kiel, hvor flugten, angsten og uvisheden sikkert blev for meget for Jörgs mor, der truede med at kaste sig selv og børnene i havnen.

Jörg flygtede i 1945 sammen med sine forældre og sin morfar fra den røde hær.

 

Flugten fortsatte til det tysk-besatte Danmark, hvor Jörg blev alvorligt syg og indlagt på sygehuset i Haderslev. Jörgs mor fik lov til at låne en cykel på den gård, hvor de havde fået lov til at opholde sig og kunne derfor besøge ham hver dag. Et par måneder senere og efter befrielsen af Danmark blev Jörg og hans familie flyttet til den store flygtningelejr i Oksbøl, hvor de boede indtil de fik mulighed for at rejse til Tyskland igen i 1947. Her ventede Jörgs farfar på dem og en ny tilværelse kunne begynde.

Jörgs historie er blot én ud af mange historier om at tage på flugt fra krig og ødelæggelse. Det gælder både i 1945, men også i dag, hvor verden er vidne til det største antal flygtninge nogensinde. Har du en historie, du har lyst til at dele eller kender du måske en der har? Så hører vi meget gerne fra dig på asvc@vardemuseum.dk