3. april 2020
Svar på sidste uges kunstquiz
”Når du ikke kan komme til os, så kommer vi til dig". Her får du svaret på sidste uges kunstquiz, fredag d. 27. marts.
Den kvindelige kunstner, der skulle gættes, var: Anna Klindt Sørensen, der levede 1899-1985.
Efter sine 17 år i Paris vendte Anna Klindt Sørensen hjem til Danmark. Hun vandt fodfæste på den danske kunstscene, hvor hun var del af Decembristerne, og hun udstillede meget i nordisk regi i det hele taget.
I første omgang bosatte Anna Klindt Sørensen sig i København, i Store Kongensgade. Hun har skildret sin stue i flere billeder – se f.eks. ”Den trefags i St. Kongensgade” her i opslaget. Hun havde samtidig også atelier i moderens hjem, Villa Petersborg i Ry. Det var hendes hjemegn – her hun var vokset op. Efter moderens død i 1961 bosatte hun sig permanent i Ry. Her havde hun planer om at oprette et museum for kvindelige kunstnere – en drøm, der desværre aldrig blev realiseret.
Her i JANUS i Tistrup har vi på grund af forskellige lykkelige omstændigheder fået overdraget hele Anna Klindt Sørensens samling. Først og fremmest af hendes egne vidunderlige malerier og grafiske værker, men også værker af de andre kvindelige kunstnere, som hun havde samlet gennem mange år, og som hun havde tænkt sig skulle udstilles på ”hendes” museum.
Villa Petersborg er solgt, og her er ikke offentlig adgang. Det er der til gengæld til den store have, eller park, der omgiver villaen. Også her har Anna malet mange billeder – se det store prægtige ”Vinter i parken” her i opslaget.