René Holm fernisering fredag den 6. juli kl. 14:00

Udstilling

Varde Kunstforening: René Holm

Varde Kunstforening indbyder til fernisering fredag den 6. juli kl. 14:00 i Billedsalen på Museum Frello, Kirkepladsen 1, 6800 Varde

Det er den klassiske historie om drengen med lidt for meget krudt i bagen. Drengen der altid sad og tegnede i skolen, drengen der var til fest og farver – også helt bogstaveligt i form af grafittikulturen dengang i 80’erne.

Og så kunne historien have sluttet der. Med fokus på fornuft og poleret pænhed og voksne valg og rolige rammer og en lineær livsbane i familiens lille kæde af Radio/TV butikker. Men René Holm gik en anden vej. Han traf et helt andet valg, som vel nok var ubevidst i starten, men rummede desto mere af det indre drive, der skaber kunst af det konforme.

René Holm fernisering fredag den 6. juli kl. 14:00

Fernisering med René Holm fredag den 6. juli kl. 14:00.

International succes

Og nu står han her med masser af succes. Fuld fart fremad, veletableret alle de rigtige steder med udstillinger i New York, Paris, Basel, Berlin, Miami og Madrid bare for at nævne nogle af de mest hippe steder de sidste par år. René Holm er blevet en internationalt anerkendt kunstner, for den tidligere Esbjerg-mester i graffiti fulgte sit hjerte. “Med grafittien havde jeg fat i noget, som jeg gerne ville – også da jeg blev voksen. Men det var ikke sådan, at jeg sagde dengang, at jeg ville være kunstner,“ fortæller han om den der fornemmelse i maven, der sagde ham, at hér – her var der noget.

Hans værker kredser ofte om mennesker, der falder udenfor rammerne, de lidt skæve eksistenser, selvom han ikke vil sætte den mærkat på sig selv. “Men hvis man vælger at blive kunstner eller musiker, så er man jo i en gruppe, der er lidt udenfor normen. De fleste tager en uddannelse, og så kører det jo ud fra det,“ lyder det med indbygget kritik af at leve livet på autopilot. “Når man laver det, som jeg laver, så tager man jo et valg i forhold til, hvad man vil her i livet. Man vælger jo ikke at blive kunstner for at blive rig. Man skal præstere og bevise sit talent og tjene sine egne penge. Man skal måske være af en speciel støbning,“ filosoferer René Holm.

Om René Holm

René Holm (født 1967) er uddannet på Århus Kunstakademi i 2006 og har siden etableret sig som en nyskabende og fascinerende kunstner med udstillinger på gallerier og museer i bl.a. Danmark, Tyskland og Holland.

Varde Kunstforening indbyder til fernisering fredag den 6. juli kl. 14:00 i Billedsalen på Museum Frello, Kirkepladsen 1, 6800 Varde.

Erik Dyhr Thomsen
Formand
Varde Kunstforening

Formand Erik Dyhr Thomsen – Ternevej 6 – 6851 Janderup – 40198568 – erik@dyhrthomsen.dk

Varde Kunstforening
Besøg Varde Kunstforenings hjemmeside