Kunstnergruppen BRA indtager Varde

Udstilling

Varde Kunstforening: Kunstnergruppen BRA

Kunstnergruppen BRA indtager Varde, og det bliver en spændende og alsidig udstilling Varde Kunstforening slår dørene op til på Museum Frello.

Kunstnergruppen BRA blev dannet i marts 1976. En gruppe vestjyske kunstnere mødtes i Esbjerg og etablerede Foreningen for billedkunstnere i Ribe Amt, i daglig tale BRA. Klubbens formål er ifølge vedtægterne blandt andet at ”styrke og fremme interessen for billedkunst og at arbejde for bedre vilkår for billedkunstnerne, samt at skabe et fælles forum for kunstnerne og støtte til gensidig inspiration”. Igennem foreningens mere end 40-årige historie, har der været afholdt utallige udstillinger rundt omkring i det tidligere Ribe Amt.

Foreningen har udviklet sig meget gennem årene, og derfor er udstillingen meget alsidig. Udstillingen byder på såvel malerier som fotokunst og skulpturer i både sten, metal og glas. Endvidere bruger nogle af kunstnerne sand og strandgods i deres værker.

Efterhånden er det en fast tradition at BRA udstiller deres værker i Varde, og der bliver rigtig meget at se på.

Det bliver samtidig sæsonstart for Varde Kunstforening, hvor man tager hul på en udstillingsrække. Det nye katalog rækker helt frem til september 2019, og omfatter både udenlandske og danske kunstnere.

 

Varde Kunstforening
Besøg Varde Kunstforenings hjemmeside