Udstilling

Udstillingen er en fortælling om dansk åndssvageforsorg og landets største og vigtigste anstalt: Den Kellerske Åndssvageanstalt. På anstalten anbragte den spirende danske velfærdsstat de u-normale, de anderledes og de forkerte. Det var mennesker som man havde medlidenhed med og som man følte at samfundet burde hjælpe. Men samtidig var det også mennesker, som man frygtede ville ødelægge det danske samfund og den danske race.

Før anstalterne levede landets åndssvage en kummerlig tilværelse. En undersøgelse fra midten af 1800-tallet viste, at de åndssvage stod bundet til pæle på marker, i lader og i stalde. Det var umenneskeligt og derfor oprettede samfundet en række anstalter.

Rekonstruktion fra video materiale.

I 1899 blev Den Kellerske Åndssvageanstalt åbnet i Brejning, 15 km. sydøst for Vejle. Her skulle samfundets undermålere bo under gode forhold, i smukke slotte og med store parker. I Brejning fik de åndssvage mulighed for at være anderledes i fred, men samtidig slap resten af samfundet også for at møde idioterne.

Samtiden anså de åndssvage som både fysisk, mentalt og moralsk defekte. De var svage i ånden og mere dyr end mennesker. Deres defekthed kunne smitte den ’almindelige’ befolkning og derfor skulle de åndssvage kontrolleres. I bedste darwinistiske stil, frygtede politikere, såsom justits- og socialminister Karl Kristian Steincke, at de åndssvages defektheder ville sprede sig til hele den danske race. I yderste konsekvens frygtede man, at den danske race og civilisation ville bukke under. Derfor var Den Kellerske Åndssvageanstalt ikke blot en omsorgsinstitution, men i lige så høj grad også en central brik i dansk racehygiejne.

Et hold konfirmander fra De Kellerske Anstalter. Foto: Museet Kellers Minde

Multihandicappede, døve, stumme, pædofile, vagabonder og mange andre beboede anstalten. De åndssvage blev delt op i duelige og uduelige. De duelige kunne arbejde, få en uddannelse og var brugbare. De skulle arbejde og give noget tilbage til samfundet og havde dermed en hverdag med aktiviteter og oplevelser. De uduelige var de syge, uhelbredelige idioter. De skulle opbevares på anstaltens asyl. De uduelige fik en seng at sove i, mad og tøj på kroppen. Og det var det. Deres hverdag var ensformig og bestod primært af stille venten. Ofte mens de var spændt fast, så de ikke stod for tidligt op om morgenen, eller rejste sig fra den stol de var blevet placeret i, af anstaltens personale.

Hvis du besøger udstillingen, kan du møde syv mennesker, som alle har været på anstalten i Brejning. Du kan også læse mere om kastration og sterilisation, som var samtidens måde at undgå, at de åndssvages videreførte deres defektheder. Og du kan opleve hvordan de åndssvages hverdag var præget af stille venten, tvang og kontrol.

På billedet ses Aage, som kom på anstalt som 16 årig fordi han havde sat ild til flere bygninger i København.

I forbindelse med udstillingen findes en række korte videoer hvor museumsinspektør ved Vejlemuseerne, Rasmus Skovgaard Jakobsen, fortæller om den danske åndssvageforsorg (1899-1957). Find videoerne her

Der er gratis adgang til museet – ring for adgang ved ankomst på tlf.: 75220877 eller 75220878