Gold

Udstilling

Havets guld

Besøg Vesteuropas flotteste udstilling om Nordens guld – rav. I en eventyrlig verden mellem ravskovens træer kan du gå på jagt efter sande skatte lavet af havets guld og fascinerende 40 mio. år gamle insekter fanget i de gyldne dråber.

I udstillingen Rav – Havets guld møder du ravsamlerne på stranden. De fortæller dig, hvordan du finder rav – og viser dig de flotteste fund, de selv har gjort. Måske får du lidt tips og tricks, du kan bruge. Du kan i hvert fald finde ud af, hvordan du kender rav, og lære at se forskel på rav og sten.

Skatkammeret

I den store ravklump gemmer der sig et skatkammer med rav fra alle tider. Fra de ældste stenalderamuletter til de nyeste mesterværker i rav. Kom helt tæt på nogle af de allerflotteste ravfund, der er gjort i Danmark.

Skatkammeret byder på en æstetisk oplevelse med de smukkeste ravgenstande og smykker i klassiske montrer.

Mærk stemningen i den ældgamle ravskov

Ravskoven er en verden uden mennesker. For 40 millioner år siden var ravet harpiks, der gled ned ad stammerne i den mennesketomme skov. Insekter og planter blev fanget i harpiksen. Det er en fascinerende oplevelse at kigge ind i et stykke rav, der gemmer på viden om en tid, som ingen mennesker har oplevet.

Ravskovens stiliserede træer gemmer på spændende oplevelser. Gå på opdagelse, og bliv overrasket og forundret over ravets magi.

Mød ravsamlerne i brændingen

Har du selv haft held til at finde rav? Uanset om du har eller ej, ved du, at man skal være ualmindeligt heldig for at finde en stor klump rav. Eller meget dygtig til at læse vinden og havet for at vide, hvornår det er rav-vejr. I udstillingen kan du møde de rigtige ravsamlere og aflure dem tips og tricks.

Husk din fjernbetjening

Alle udstillingerne i Tirpitz aktiveres af gæsterne selv ved hjælp af en simpel “fjernbetjening”, som er en del af entrébilletten, og børn fra ca. 2 år kan bruge den. Det er en lydbaseret guide, hvor historierne er indtalt af professionelle skuespillere, og denne guide er en del af udstillingerne. Det kan være en god idé at medbringe egne høretelefoner, hvis du ønsker frie hænder eller bliver let forstyrret. Hvis du foretrækker trykt tekst, kan du gøre vores værter opmærksom på dette, når du køber billet.

Udstillingen er blevet til med støtte fra
A.P. Møller Fonden

Gem

Gem