Mig og min by

Udstilling

Mig og min by

Nu kan du kravle igennem Vardes kloakker og undersøge, hvad arkæologerne har fundet dernede under brostenene. På torvet kan du servere pølser for din bedstefar, eller du kan bygge et urværk af farvestrålende ”bolchetandhjul” i butikken. Mulighederne er mange i ”Mig og min by”, hvor du går på opdagelse i Vardes historie krydret med børnebogsforfatter og illustrator Rasmus Bregnhøis fantasifulde univers.

Historien om den by, der udfolder sig på museet, er inspireret af børn fra Varde og Kalundborg. De har bidraget med deres ideer om, hvad en by er, og hvad den burde være. I børnenes by er der hemmelige skatte under jorden, der er butikker med alt, hvad hjertet begærer, der er lækker mad og sjove dyr. Alt sammen vigtigt, men der er selvfølgelig også ”hjemme”, hvor børnene bor med deres familier. Museet giver det historiske perspektiv, og med hjælp fra børnene er der udvalgt genstande – både fra museets egne gemmer og fra børnenes.

Mig og min by

Udstillingen ”Mig og min by” er bygget op, så børn helt fra 4-6 år sammen med alle andre kan glæde sig til besøget! ”Mig og min by” lægger op til, at de voksne deler deres historier om ”dengang, jeg var barn”! Hvis børnene eller børnebørnene er forsvundet ind i leg og fordybelse, kan du tage en pause på et af de lave huse og følge med fra sidelinjen.

Er du pædagog eller lærer, kan du reservere udstillingen på hverdage, så I uforstyrret kan opleve ”Mig og min by”. Skriv en mail til Trine, på Tjh@vardemuseerne.dk

Museum Frello og Kalundborg Museum har været samarbejdspartnere i projektet, og derfor åbner identiske udstillinger med lokale genstande i begge byer samtidig. I de kommende år skal de to udstillinger rejse rundt i næsten hele Danmark og fortælle lokalhistorie sammen med og for børn.

Projektet ”Mig og min by” er støttet af Nordea-fonden. Projektleder er Museum Vestsjælland som Kalundborg Museum er en del af. Historien om Skygningerne, der findes i bogen om udstillingen, er skrevet og tegnet af Rasmus Bregnhøi. Udstillingen er bygget af Bureau Detours.