Udstilling

Mundt & Luplau

“Da jeg var i min fulde Kraft for det var jeg som baade Kunstner og Menneske.”

Sådan skriver Marie Luplau i et brev til sin og Emilie Mundts mæcen, Inger Sørensen, i slutningen af maj 1922. Kunstner først, menneske så – det synes at have været Marie Luplaus og givet vis også Emilie Mundts indstilling til kunsten og til livet. Det var kunsten, det kom an på, og det var den, alt andet måtte indordne sig under.

Mundt og Luplau var billedkunstnere og kvindesagsforkæmpere. De tilhørte pionérgenerationen af kvindelige kunstnere, der virkelig måtte kæmpe for at skabe sig en karriere. Mundt og Luplau lykkedes med denne kamp og blev anerkendte og respekterede kunstnere. De var med til at bane vejen for de efterfølgende generationer, idet de oprettede deres egen kunstskole for kvinder.

Interessen for netop Mundt og Luplau handler ikke bare om deres kunst, men skyldes i høj grad også deres livsform: de var emanciperede og kæmpede konstant for kvinders rettigheder. Deres korthårsfrisurer (sammen med Luplaus cigarer) understregede deres frigjorthed. At de så tilmed levede sammen som par, gør, at man i dag, særligt med LBGT+-briller, betragter dem som en datidens regnbuefamilie.

 

På Vardemuseerne råder vi over landets største samling af Mundt og Luplaus værker. Grunden til, at Vardemuseerne har denne betydelige samling, er, at Marie Luplau havde tilknytning til Varde. Hendes far, Daniel Luplau, var præst i byen fra 1866-88, og hendes mor var den berømte kvindesagsforkæmper Line Luplau. Forbindelsen til Varde betød, at Marie Luplau bl.a. testamenterede flere værker af både Mundt og sig selv til museet, og denne samling er i årenes løb blevet forøget med nye værker. Til særudstillingen udlåner Randers Kunstmuseum desuden et af Emilie Mundts hovedværker “Efter hjemkomsten”.

Se særudstillingen, som åbner med fernisering d. 31. marts kl. 15, på Museum Frello