Udstilling

De skøre, de skæve og de virk’li’ sjove

En udstilling i JANUS om at stå uden for og turde gå sine egne veje.

Du kender det måske. At gå til venstre, hvor andre går til højre – at finde din egen vej. Det, du kan opleve på JANUS – Museum for Samtidskunst i 2025, er lidt det samme: Her hylder vi nemlig en række kunstnere, der på hver deres måde fandt vej til en karriere uden for det etablerede miljø. Det er en kunst, som byder på helt overraskende løsninger med finurlige motiver og farvebrug. Gennem de smukke udstillingssale udfoldes kunstnernes yndlingsemner som ”jeg holder af hverdagen”, ”folk og fæ”, ”under overfladen” og ”angsten for det tomme rum”, og vi undersøger sammen en kunstverden, som for mange er skjult.

’Outsiderkunst’ har i mange år været et indsamlingsområde for JANUS, og efter sammenlægningen med Vardemuseerne i 2020 er det også blevet en del af den samlede kunststrategi, da vi mener, at lige præcis dette område er værd at formidle og forske i.

Udstillingen De skøre, de skæve og de virk’li sjove tager udgangspunkt i vores samling, men der vil være enkelte nøje udvalgte indlån, som kan styrke fortællingen og supplere samlingens værker. Kunstnerne Otto Poulsen, Anton Laier, Jens Arne Hansen, Hans Sandman, Ann Jacoby Lundén, Tøns B. Nielsen, Otto Frello, Børge Christiansen og mange flere er repræsenteret.

De skøre, de skæve og de virk’li’ sjove er støttet af Sydbank Fonden, PRIMO Danmark samt Lida og Oskar Nielsens Fond og Varde Kommune.

Kom og byg!

Det var kunstneren Otto Poulsen sagde, at ”Der kan komme kunst ud af alting”, og i denne udstilling tager vi ham på ordet. Derfor har vi i rummet “kunstnerhjemmet” samlet alskens dippedutter og dingenoter, som du kan bygge med lige som du lyster. Du kan bagefter give din skulptur videre ved at stille den på hylden eller tage den med hjem. Du er også meget velkommen til at fotografere den og lægge den ud på Instagram med tagget #JANUSBygger – vi glæder os til at se dit kunstværk!