Aktivitet
Rav-jagt og rav-tips og tricks
Tag med ravjagt og bliv helt skarp på, hvor, hvornår og hvordan du finder nordens guld!
Som optakt til en ny udstilling, som åbner ved Blåvandshuk Fyr i løbet af foråret, indbyder Nationalpark Vadehavet til turen Rav-jagt og rav-tips og tricks. Temaet for den kommende udstilling er Vadehavets dynamiske landskab. I fyrmesterboligen vises hvordan havstrømme, tidevand og vind flytter materiale som sand og ler, som resulterer i dannelsen og den fortsatte forandring af barriereøerne. Med udstillingen bliver Blåvandshuk Fyr en af 6 porte til Nationalpark Vadehavet, som på hver sin måde formidler Vadehavets særlige natur og kultur i hele nationalparken, så den nu er bundet sammen fra nord til syd.
Om turen:
Er du ikke helt erfaren rav-jæger endnu – og vil du gerne vide mere om, hvordan du finder rav? Vil du med på en ravjagt ved Blåvand strand hvor du kan lære noget om rav, som du måske ikke vidste i forvejen? Mød Kirstine fra NaturKulturVarde, Vardemuseerne, som er naturvejleder og står klar til at tage dig – måske med en ven eller din familie, med på rav-safari denne dag! Rav-jagt efter et godt blæsevejr i den kolde tid er altid en succes! Kom alene eller tag familien med. Godt med vind- og vandtæt tøj og støvler fremmer fornøjelsen. Børn fra ca. 6-7 år vil få mest ud af arrangementet.
Obs: Tilmelding er påkrævet og sker via Billetexpressen.