Aktivitet

Kom på rundvisning i ”Dit Museum Ølgod” – inden den fjernes

Ølgod Kulturhus skal renoveres og i den forbindelse skal den permanente museumsudstilling fjernes. I starten af januar påbegynder Vardemuseerne nedpakningen af museumsgenstandene, hvorefter håndværkerne rykker ind.

I 1977 valgte Kulturministeriet at bevillige 150.000 kr til bygningen af et nyt, permanent museum som en del af det planlagte Kulturhus i Ølgod. Udstillingen blev indviet med pomp og pragt af minister Nathalie Lind i 1979 og var på dette tidspunkt et klassisk eksempel på, hvorledes de danske museer lavede formidling. Med undtagelse af mindre ændringer står udstillingen stadig som dengang og beretter om Ølgodegnens lange historie. Udstillingen er derfor et oplagt udgangspunkt for en fortælling om museumsarbejdet gennem de sidste 50 år, formidlingsmæssige greb, tematisering af genstande, udstillingsteknikker og traditionelle problematikker i forbindelse med museumsformidling.

Museumsinspektør Holger Grumme Nielsen vil tage de besøgende med på en rundtur i udstillingen og fortælle om de tanker, der ligger bag opbygningen og inddelingen af museumsudstillingen i Ølgod. Ligeledes vil Ølgod Museums historie blive fortalt i løbet af rundvisningen.