Frello-udstillingen

Aktivitet

Frello-udstillingen genåbner efter makeover

Frello-udstillingen i hjertet af Varde er over den seneste tid blevet opdateret og renoveret. Resultatet er en helt ny museumsoplevelse.

Kender du Varde, kender du sikkert også maleren Otto Frello. I hjertet af Varde, på den gamle Jacobi Skole, udstilles hans værker til stor glæde for de besøgende gæster.

Hen over de seneste måneder har udstillingen været igennem en forvandling. Det har bl.a. budt på perioder, hvor den har været helt lukket pga. håndværkere og travlhed.

Nu er udstillingen klar i sin nye form, og direktøren for Vardemuseerne glæder sig.

– Otto Frellos arbejde er kendt og respekteret af mange. Derfor har det også været en stor prioritet, at publikum får en ganske særlig oplevelse, når de besøger Frello Museet på Kirkepladsen i hjertet af Varde – udtaler Claus Kjeld Jensen, som er direktør for Vardemuseerne.

Udover at udstillingslokalerne er blevet gennemgribende opdateret, er der også tilført et nyt værk, samt nogle nye ”nysgerrighedsskærme”, som de besøgende kan bruge på deres opdagelse i Frellos billeder.

– Æstetikken har været i fokus gennem hele processen, ligesom vi glæder os til at præsentere et nyt værk i udstillingen. Endvidere har de nye skærme med museets personale tilført udstillingen en ny dimension, som jeg tror kan give mange lyst til at bruge endnu mere tid i Frellos univers – smiler Claus Kjeld Jensen.

Den nye udstilling markeres med officiel åbning på torsdag den 13. december klokken 15.00.