19. marts 2020

En by af toiletruller

”Når du ikke kan komme til os, så kommer vi til dig". Følg med her på bloggen, hvor vi vil komme med forslag til, hvad både børn og voksne kan bruge tiden på i disse dage - hjemme eller ude i naturen. Vær kreativ og lav en fantasifuld by af jeres tomme ruller fra toiletpapir eller køkkenrulle.

Her kan du lege med farver, former, størrelsesforhold og lave lige det hus, du drømmer om at bo i. Måske kan du også lave dit eget hus, eller det din bedstemor bor i – det er ret sjovt at lave firkantede huse om til runde.

Hvis du har lyst, kan du gå en tur i din by og finde det hus eller den ikoniske bygning, du allerbedst kan lide – og med Google Maps i hånden kan du tage på tur til byer i hele verden og lave en by fyldt med verdens sejeste arkitektur.

Det skal du bruge:

  • Tomme toiletruller eller køkkenruller
  • Maling eller tuscher
  • En pensel
  • Karton eller papir til tag, døre, vinduer eller hvad du ellers kan finde på
  • Tape eller lim
  • Måske et billede af det hus, du gerne vil lave, hvis det findes i virkeligheden
  • En god portion fantasi og lidt tålmodighed

 

God fornøjelse!

Måske kan du genkende et par af bygningerne her? Nogle af dem er ren fantasi, men det ene er faktisk Vardemuseernes administrationsbygning, og Esbjergs Vandtårn har også sneget sig med. Husene her er flot kreeret af Gry, 5 år.