Afdelinger under Vardemuseerne
Vardemuseerne er mere end de museer og udstillinger, du kan besøge
Bag kulisserne findes en række faglige afdelinger, der arbejder med at bevare, undersøge og formidle områdets natur, kultur og historie.
Her finder du NaturKulturVarde, der skaber læring og oplevelser med natur og kultur, ArkVest, der arbejder med arkæologien i Vestjylland, og Historisk Samling fra Besættelsestiden, der bevarer og formidler materiale og viden om besættelsesårene.
NaturKulturVarde
Aktivitet, læring, og oplevelse
NaturKulturVarde er Vardemuseernes skoletjeneste og formidlingsafdeling med den vestjyske natur og kulturhistorie som omdrejningspunkt. Her bliver viden til oplevelser gennem aktiviteter, undervisning og fortællinger, der bringer både naturen og historien tættere på.
NaturKulturVarde tilbyder professionel undervisning, naturvejledning og formidling til skoler og institutioner, børn, unge og voksne samt lokale og turister. Der findes desuden tilbud målrettet mennesker med særlige behov. Fælles for aktiviteterne er nysgerrighed, oplevelser og ny viden – og muligheden for at komme helt tæt på den vestjyske natur og kulturhistorie.
ArkVest - Arkæologi Vestjylland
Arkæologi Vestjylland – ArkVest – er en del af Vardemuseerne og Ringkøbing Fjord Museer og varetager det arkæologiske arbejde i Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune.
ArkVest arbejder med udgravning, forskning, indsamling, registrering, bevaring og formidling af områdets fortidsminder. Gennem det arkæologiske arbejde indsamler og producerer ArkVest ny viden om områdets historie, som danner grundlag for både forskning og formidling af den vestjyske fortid.
Historisk Samling fra Besættelsestiden
Historisk Samling fra Besættelsestiden (HSB) er en arkivinstitution med fokus på besættelsesårene samt tiden umiddelbart før og efter.
Samlingen rummer et omfattende arkiv- og bogmateriale og er åben for alle, der søger viden om perioden. Kernen i samlingen er en enestående bestand af illegale blade, flyveblade, bøger, sange og andet materiale fra besættelsestiden. Hertil kommer blandt andet beretninger fra modstandsfolk, tysk og nazistisk materiale, personarkiver samt forskningsarkiver fra anerkendte historikere.
Gennem mange år har HSB forsket i besættelsestidens historie og udgivet en række bøger om perioden. Samlingen formidler desuden sin viden gennem undervisning og foredrag om besættelsesårene og efterkrigstiden.